Wieso müssen wir gehen? fragte ich

Wieso müssen wir gehen? fragte ich meine Mutter. Ich stand in der Tür ihres schlafzimmers und sir sass auf dem bett. "So ist da halt" sagte sie "das leben ist kein wunschkonzert"
"aber wieso habt ihr euch gestritten?"
"Wir haben uns nicht gestritten. wir haben uns einfach auseinander gelebt" Sie liess die schultern hängen und zerknüllte mit der rechten hand die Bettdecke. Sie guckte dabei auf ihre Füsse. Sie konnte mich nicht ansehen. Kein Wunder in diesem reigsigen Haus, Setze sie nach und ich sah, wie ihr mund zu zittern begann. ich hasste es, wenn sie heulte, deshalb drechte ich mich weg und ging. Die Wahrheit würde ich von ihr sowieso nich erfahren. Das brauchte ich auch nicht, denn dei wahrheit hatte ich in den letzen monaten oft genug gehört Natürlich hatten sie sich gestritten. Ich habe sie dabei belauscht. Zehnmal und mehr. Dabei hätte einmal gereicht. Sie hatten immer dasselbe Thema. Meine Mutter hatte über die Jahre zehn kilo zegenommen. Das war alles. Sie war ihm schlicht zu fett geworden. Klar klingt das übertrieben, aber sehen wir es doch realistisch: Ein typ, der sich klopapier mit wasserzeichen anfertigen lässt, hat es nun mal nicht beherrschen kann.

Resultater (Dansk) 1:

Hvorfor skal vi så gå? Jeg spurgte min mor. Jeg stod i døren af hendes soveværelse og sir sad på sengen. "Er der" sagde hun, "livet ikke er en anmodning concert" "men hvorfor du har en kæmpe?""Vi havde ikke en kamp. Vi har lige fra hinanden fast "du havde det hængende skulder og krøllede op tæppe med din højre hånd. Hun kiggede på sine fødder. Hun kunne ikke se på mig. Ikke så mærkeligt i dette reigsigen hus, hun sat op og jeg iagttog, da hendes mund begyndte at skælve. Jeg hadede det når hun hylede, derfor jeg drechte mig væk og gik. Jeg ville alligevel ikke lære sandheden fra hende. Jeg har ikke brug for dette også, fordi jeg havde hørt ofte nok dei sandheden i de sidste måneder jo de havde en kamp. Jeg har hørt dem. Ti gange og meget mere. Dette ville engang har været nok. Du var altid det samme tema. Min mor havde ti kilo over år zegenommen. Det var alt. Hun var blevet simpelthen for fedt til ham. Klar lyd overdrevet, men vi ser det men realistisk: en type, for at gøre toilet papiret med vandmærke kan være, er det nu tiden ikke kan styre.

Resultater (Dansk) 2:

Hvorfor skal vi gå? Jeg spurgte min mor. Jeg stod i døren til deres værelser Living og sad på sengen sir. "Så er der bare" sagde hun, "livet er ikke et ønske koncert"
"men hvorfor har du har kæmpet dig?"
Hand "Vi har ikke skændtes. Vi gled bare fra hinanden" Hun lod skuldrene hænge og krøllet Right den sengetæppe. Hun så det på sine fødder. Du kunne ikke se på mig. Ikke underligt i denne reigsigen hus, de ligger ved og jeg så hendes mund begyndte at skælve. Jeg hadede det, når hun græd, så jeg drechte mig væk og venstre. Sandheden er, at jeg ville vide nich hende alligevel. Jeg behøvede ikke at, fordi dei sandhed jeg havde i de seneste måneder hørt ofte nok naturligvis de havde skændtes. Jeg har overhørt. Ti gange og mere. Det ville have været tid nok. De havde altid det samme spørgsmål. Min mor havde zegenommen årene ti kilo. Det var alt. De var blevet simpelthen for fedt. Clear lyder overdrevet, men vi ser det, men realistisk: En fyr, der kan gøre toiletpapir med vandmærke, har endnu ikke kan kontrollere nu.