In der Anfangszeit benutzten die Am

In der Anfangszeit benutzten die Amerikaner die zweimotorige C-47 Skytrain beziehungsweise deren ziviles Pendant DC-3. Diese Maschinen erwiesen sich mit einer Zuladung von maximal 3 Tonnen Ladung als zu leistungsschwach, so dass sie schnell durch die größeren viermotorigen C-54 Skymaster bzw. deren Zivilversion DC-4 ersetzt wurden, die immerhin 9 Tonnen Ladung tragen konnten und auch schneller waren. Insgesamt wurden 380 solcher Maschinen während der Luftbrücke eingesetzt (davon allein 225 Stück bei den Amerikanern), was den größten Anteil der eingesetzten Maschinen ausmachte. Andere amerikanische Maschinen wie die C-97 Stratofreighter und die C-74 Globemaster, die mit einer Zuladung jeweils rund 20 Tonnen für damalige Verhältnisse Giganten war, wurden nur vereinzelt eingesetzt.

Die weitgehende Beschränkung auf einen Flugzeugtyp bei den Amerikanern vereinfachte und optimierte deren gesamte Logistik. Die Flugzeuge hatten die gleiche Reisegeschwindigkeit und Flugcharakteristik, weshalb der Flugzeugabstand weiter reduziert und die Frequenz von Starts und Landungen erhöht werden konnte. Die Wartung und Ersatzteilbeschaffung war einfacher und effizienter. Die auf einem Typ ausgebildeten Besatzungen konnten problemlos auf andere Maschinen desselben Typs wechseln. Das Verfahren zum Be- und Entladen konnte vereinheitlicht und mit größerer Routine abgewickelt werden.

Die Briten hingegen setzten ein Sammelsurium von Flugzeugtypen ein. Viele Flugzeuge waren ehemalige Bomber oder die Zivilversionen englischer Bomber. In Ermangelung eigener Flugzeuge charterte die Royal Air Force zusätzlich viele Flugzeuge ziviler Fluggesellschaften. Eine Besonderheit stellte der Einsatz von Flugbooten dar, die insbesondere für den Transport von Salz genutzt wurden. Diese Flugzeuge waren für den Einsatz auf See konzipiert und deshalb auf Korrosionsbeständigkeit optimiert. In der Winterzeit bei Eis auf den Gewässern übernahmen Halifax-Bomber die Aufgabe des Salztransportes.

Auf den Einsatz von Maschinen aus deutscher Produktion wurde, mit Ausnahme eines kurzzeitigen Einsatzes einer Junkers Ju 52 durch Frankreich, aus propagandistischen und insbesondere aus logistischen Gründen verzichtet.

Resultater (Dansk) 1:

I de tidlige dage, amerikanerne af tomotorers C-47 Skytrain eller dens civile modstykke af DC-3 bruges. Disse maskiner bevist med en belastning på op til 3 tons belastning til udførelse, så de hurtigt DC-4 blev erstattet af den store fire-motor C-54 Skymaster og hvis civile version, som kunne bære mindst 9 tons af ladningen var endnu hurtigere. En total 380 af sådanne maskiner blev brugt under luftbroen (alene 225 enheder for amerikanerne), som tegnede sig for den største andel af maskiner, der anvendes. Andre amerikanske maskiner blev kun lejlighedsvis anvendt C-74 Globemaster, som var omkring 20 tons på denne tid giganter med en belastning, og C-97 Stratofreighter.Brede restriktionen på en luftfartøjstype, når amerikanerne forenklet og optimeret deres hele logistik. Flyet havde den samme rejse hastighed og flyvning karakteristika, hvorfor kunne flyet afstanden reduceres yderligere og øger hyppigheden af starter og landinger. Vedligeholdelse og reservedele blev lettere og mere effektiv. Besætningerne uddannet på en type kunne nemt skifte til andre maskiner af samme type. Procedure for lastning og losning kunne standardiseret og håndteret med mere rutine.Briterne var imidlertid en hodge-podge af flytyper. Mange fly var tidligere bombefly eller de civile versioner af engelske bombefly. I mangel af egne fly chartered Royal Air Force desuden mange fly af civile flyselskaber. Brugen af flyvende bådene var en særlig funktion, bruges især til transport af salt. Disse fly var designet til brug på havet og derfor optimeret til korrosionsbestandighed. Halifax bombefly overtog opgaven med salt transport om vinteren når is på vandet.Ju 52 af Frankrig, propaganda, og især af logistiske grunde, giver afkald på anvendelse af maskiner, der i Tyskland med undtagelse af kortvarig brug af en Junkers.

Resultater (Dansk) 2:

I de tidlige dage amerikanerne brugte tomotorers C-47 Skytrain eller deres civile modstykke DC. 3 Disse maskiner viste sig med en nyttelast på op til 3 tons gods som ikke er kraftig nok, så de blev hurtigt erstattet af den større fire-motor C-54 Skymaster eller deres civile udgave DC-4, som jo kunne bære 9 tons gods og var også hurtigere. I alt 380 sådanne maskiner blev brugt under luftbroen (alene 225 stykker for amerikanerne), som tegnede sig for den største andel af de anvendte maskiner. Andre amerikanske maskiner, såsom C-97 Stratofreighter og C-74 Globemaster, som var omkring 20 tons for disse dage kæmper med en nyttelast blev brugt kun sporadisk.

Forenklet den omfattende begrænsning på én flytype til amerikanerne og optimeret hele logistik , Flyet havde samme marchhastighed og flyvende egenskaber, hvilket er grunden til flyet afstand reduceres yderligere, og hyppigheden af starter og landinger kunne øges. Vedligeholdelsen og indkøb af reservedele var lettere og mere effektivt. Den uddannede på en type besætninger kunne nemt skifte til andre maskiner af samme type. Processen for lastning og losning kunne forenet og håndteres med større rutine.

Briterne dog brugt et sammensurium af flytyper. Mange fly blev tidligere bombefly eller civile versioner engelske bombefly. I mangel af sine egne fly, Royal Air Force chartrede fly også mange civile luftfartsselskaber. En særlig begivenhed var brugen af flyvebåde, der blev anvendt især til transport af salt. Disse fly blev designet til brug på havet og derfor optimeret til korrosionsbestandighed. Om vinteren, når isen på vandet tog Halifaxes opgaven med salt transport.

Var på brugen af maskiner af den tyske produktion, bortset fra en kortvarig brug af en Junkers Ju 52 af Frankrig, udleveres til propaganda og især af logistiske grunde.