Der Mann saß hinter seinem Schreibt

Der Mann saß hinter seinem Schreibtisch und ·stapelte Zettel um, von rechts nach links und von links nach rechts. Er ·hob den Kopf, als Charlotte eintrat.
Eine Frau, sagte er.
Ja, sagte Charlotte, sieht man das nicht?
·Doch
Er ·verzog das Gesicht.
Haben Sie etwas gegen Frauen?
Er ·zögerte und spielte mit seinem Bleistift. Dabei ·warf er ihr einen kritischen Blick von unten an. ·Schließlich drehte er den Bleistift um und wies mit der Spitzt auf den zweiten Stuhl.
Setzen Sie sich.
Charlotte setzte sich.
Also, was ist jetzt?
Sie zündete sich eine Zigarette an. Ihre Haare waren mit einem grünen Band zusammengebunden und fielen wie ein dunkler ·Springbrunnen über ihr Gesicht. Der Mann ·seufzte.
Frauen! seufzte er. Mit Frauen ist alles so schwierig. Wenn ein Mann in mein Büro kommt, sehe ich ·auf den ersten Blick, was das für ein Typ ist: kompliziert oder ·schwerfällig oder frech. Männer kann ich ·einschätzen. aber Frauen! Heute wirken die jungen Frauen alle so energisch. Und dann haben sie plötzlich ·Launen oder ·Liebeskummer oder das prämenstruelle Syndrom.
Seine Stimme klang ·übellaunig wie die eines Kindes.
Ich weiß nicht so recht. Können Sie überhaupt Auto fahren?
Charlotte ·drückte ihre Zigarette aus und stand auf. Sie ·strich sich mit den Handflächen über ihren Rock, um ihn ein bisschen länger zu machen. Ich kann Auto fahren, sagte sie freundlich. Und ich habe keinen Liebeskummer. Und ich kann sofort anfangen.
Der Mann legte den Kopf auf die Seite und ·entschied sich.
Also gut.
So wurde Charlotte ·Ausläuferin beim Pizzaservice. Natürlich hatte sie doch Liebeskummer. Aber sie ·ließ sich nichts anmerken. Sie war die schnellste Fahrerin der ·Truppe. Man ·teilte sie am Wochenende ein, man gab ihr die komplizierten Routen, die großen Bestellungen, die ·abgelegenen, nicht einfach zu findenden Adressen. Sie ·kurvte in dem kleinen grünen Wagen durch die Stadt und ließ das Radio ·dröhnen. Anfangs wurde sie in der Küche mit bewundernden Pfiffen ·empfangen und „Wie, schon zurück?“
Dann ·gewöhnte man sich daran. Sogar der Mann musste ·zugeben, dass sie die beste, schnellste und ·zuverlässigste Fahrerin war, die er ·je gehabt hatte. Trotzdem stellte er keine weiteren Frauen ein. Charlotte musste eine ·Ausnahme sein. Sie ·schien nie unter Launen zu leiden oder unter Liebeskummer oder dem prämenstruellen Syndrom.
·Einzig die ·vorgeschriebene Mütze ·trug sie nicht, weil sie nicht auf ihre Springbrunnenfrisur gepasst hätte. Aber das sah jeder ein.
Charlotte hielt das Steuerrad mit einer Hand. Sie fuhr schnell. Sie ·summte mit dem Radio und rauchte, den ·Ellbogen ließ sie aus dem Fenster hängen. Der Abend war warm. Es war gegen zehn, ein Samstagabend im Juni.
Als sie zurückkam, wartete in der Küche schon die nächste ·Ladung.
·Beeil dich, sagte der Junge, der die Pizzas fertigmachte, drei Bestellungen, alle an der Langstraße. Kein Problem.
Charlotte nickte.
Kein Problem, sagte sie, ich hab’ da mal gewohnt.
·Um so besser.
Der Junge stapelte ihr die Pizza·schachteln in die Arme. Sie trug sie über den Hof zum Wagen, die Bestellzettel unters ·Kinn geklemmt. Die Luft war immer noch warm. Sie setzte sich seitlich in den Wagen, legte die Schachteln auf den ·Beifahrersitz und sah die Bestellungen durch. Mit dem linken ·Absatz klopfte sie auf das Pflaster. Die dritte Adresse war ihre eigene. Sie zog die Beine ein, schlug die Tür zu und fuhr los.
Langstraße 12. Drei Jahre lang hatte sie dort gewohnt. Jetzt nicht mehr. Martin Hellstab, Langstraße 12, jetzt wohnte jemand anderes dort. Eine Pizza mit ·Artischockenherzen, eine Pizza mit Kapern und ·Sardellen. Charlotte fuhr schneller denn je. Sie wusste, dass Martin keine Sardellen mochte. Also war die Pizza für jemand anderen. Für die andere. Die andere Frau. Die jetzt dort wohnte. Langstraße 12.
Artischockenherzen für Martin.
Sie warf die anderen Pizzaschachteln aus dem Fenster und fuhr direkt hin. Es war ·beinahe elf Uhr, als die den Wagen direkt vor dem Haus parkierte. Obwohl sie sich beeilt hatte. Die Pizzas würden nicht mehr sehr heiß sein und nicht mehr sehr ·knusprig. Sie drückte die beiden untersten ·Klingelknöpfe, und die Haustüre sprang auf. Das hatte sie nicht ·vergessen. Genau so wenig wie alles andere. Die beiden Schachteln vor sich herbalancierend, stieg sie die vier Treppen hoch. Nichts hatte sich verändert, ·außer, dass sie nicht mehr dort wohnte, ·dafür jemand anderes. Eine andere Frau.
An der Wohnungstüre stand nur sein Name, aber ·das wollte nichts heißen, das war immer so gewesen, drei Jahre lang. Sie klingelte. ·Eine Weile hörte sie nichts, dann hörte sie seine Schritte. Er öffnete die Tür. Er war barfuß. Er trug ein altes T-Shirt und ein ·Handtuch. Ein blaues Handtuch um die Hüften ·geschlungen.
Na, endlich, sagte er, und dann erst erkannte er sie und blinzelte.
Du? sagte er und lächelte ein kleines ·schräges Lächeln, du???
Sie erinnerte sich noch an das ·Geschäft, in dem sie das Handtuch gekauft hatte.
Ja, ich.
Sie ließ die beiden Schachteln fallen und ·zückte ihr Messer.

Ich hab’s doch geahnt, stöhnte der Mann, Frauen!

Resultater (Dansk) 1:

Manden sad bag sit skrivebord og · stablet papir til, fra højre mod venstre og fra venstre mod højre. Han løftede sit hoved ·, da Charlotte tiltrådte. En kvinde, sagde han. Ja, sagde Charlotte, kan du ikke se det? · Men Han · skar ansigt. Har du noget imod kvinder? Han tøvede og legede med sin blyant. Mens · kastede han hende et kritisk blik fra neden. Endelig han vendte rundt blyanten og pegede med tips om den anden stol. Sæt dig ned. Charlotte sad. Så, hvad nu? Hun tændte en cigaret. Hendes hår var bundet med et grønt bånd og faldt som en mørk · Springvand i hele hendes ansigt. Manden sukkede ·. Kvinder! Han sukkede. Med kvinder er alt så svært. Når en mand i mit kontor, jeg ser · ved første øjekast, hvad er fyr: kompliceret eller · besværlige eller frække. Jeg kan forstå mænd ·. men kvinder! I dag er synes de unge kvinder alt så kraftigt. Og så har pludselig de · Luner eller · Elsker sygdom eller Præmenstruelt syndrom. Hans stemme lød · arrig som barn. Jeg ved det ikke. Kan du køre på alle? Charlotte slukkede sin cigaret og stod op. Hun · slog med håndfladerne af hendes nederdel, at gøre det en smule længere. Jeg kan køre, sagde hun venligt. Og jeg har et knust hjerte. Og jeg kan begynde straks. Manden cocked hendes hoved til siden og besluttede at ·. Ok så. Så Charlotte var · Ausläuferin pizza service. Selvfølgelig, havde hun men hjertesorg. Men hun husker intet lade ·. Hun var den hurtigste skiløber · Troop. Klassificeret dem på weekend ·, du gav hende den komplicerede ruter, store ordrer, den afsides, ikke let at hvilke adresser. Du strejfede rundt i den lille grønne bil gennem byen og forlod radio boom · ·. I første omgang blev hun hilst velkommen i køkkenet med beundrer catcalls · og "som, ryggen så snart?" Derefter · en vant til det. Selv manden måtte indrømme · at hun den bedste og hurtigste · var mest pålidelige driver, han nogensinde havde haft ·. Ikke desto mindre, hyrede han ingen andre kvinder. Charlotte havde en · Være undtagelsen. Hun syntes aldrig se luner at lide eller hjertesorg eller Præmenstruelt syndrom ·. · Kun · ordineret Cap · bar dem, ikke fordi hun ikke ville passe på deres springvand frisure. Men alle så der. Charlotte holdt rat med den ene hånd. Hun kørte hurtigt. Hun nynnede · med radioen og røget, · Albue det hængende ud af vinduet. Aftenen var varm. Det var omkring 10, en lørdag aften i juni. Da hun kom tilbage, ventede i køkkenet allerede den næste · Afgift. · Skynd dig, drengen, der lavede pizzaen klar, sagde tre ordrer, alle på den lange vej. Intet problem. Charlotte nikkede. Intet problem, sagde hun, jeg har boet der. · Så meget desto bedre. Drengen stablet hendes pizza · nesting i armene. Hun bar hende over gården til vognen, formen ordre under · Chin fastspændt. Luften var stadig varm. Hun sad sidelæns i bilen, sætte felterne på · Passagersæde og så gennem ordrerne. Med den venstre · Stk. bankede det på fortovet. Den tredje adresse var deres egne. Hun flyttede benene, smækkede døren og kørte. Lang vej 12. I tre år havde hun boet der. Ikke længere. Martin Hamid bar, lange vej 12, nu boede en anden der. En pizza med · Artiskokhjerter, en pizza med kapers og · Ansjoser. Charlotte gik hurtigere end nogensinde. Hun vidste, at Martin holdt ingen ansjoser. Så var pizzaen til en anden. For den anden. Anden kvinden. Hun boede der nu. Lang vej 12. Artiskokhjerter til Martin. Hun kastede de andre Pizzaæsker ud af vinduet og gik direkte. Det var · eleven, som hun parkerede bilen lige foran huset. Selv om hun selv havde travlt. Pizzaer ville ikke være meget varm og ikke meget sprøde ·. Hun skubbede de to laveste · Bell trykknapper, og døren sprang åben. Det skulle glemme ikke ·. Nøjagtigt, ligesom alt andet. De to kasser på hendes balancering, hun steg de fire trin høj. Intet havde forandret, · bortset fra at hun ikke har levet, · for en anden. En anden kvinde. Kun hans navn, stod ved døren til den lejlighed, men · ønskede at betyde noget, det var altid som, i tre år. Hun ringede. · Et stykke tid hørte intet, så hun hørte hans fodspor. Han åbnede døren. Han var barfodet. Han var iført en gammel T-Shirt og en · Håndklæde. En blå håndklæde omkring hans talje loopes ·. Nå, endelig, han sagde, og først da han anerkendt hende og blinkede. Du? Han sagde, og ikke smile, smilede lidt · du??? Hun stadig huskes · Virksomhed, som det havde købt håndklæde. Ja, jeg. Hun faldt to kasser og · piskede deres knive. Jeg gættede, stønnede manden kvinder!

Resultater (Dansk) 2:

Manden sidder bag sit skrivebord og stablet · til listen, fra højre til venstre og fra venstre til højre. Han · løftede hovedet, da Charlotte kom i.
En kvinde, sagde han.
Ja, Charlotte sagde, kan du ikke se det?
· Men
han · grimaced.
Har du noget mod kvinder?
Han tøvede · og legede med sin blyant. Her · Han gav hende et hårdt kig nedefra. · Endelig vendte han blyanten rundt og pegede med tippe på den anden stol.
Sæt dig ned.
Charlotte satte sig ned.
Så hvad nu?
Hun tændte en cigaret. Hendes hår var bundet med en grøn bånd, og faldt som en mørk · springvand over hendes ansigt. · Manden sukkede.
Kvinder! han sukkede. Med kvinder alt er så svært. Hvis en mand kommer ind på mit kontor, kan jeg se ved første øjekast · hvad der er denne type: · kompliceret eller besværlig eller fræk. Mænd kan jeg vurdere ·. men kvinder! I dag de unge kvinder alle handler så energisk. Og så pludselig · luner eller · kærestesorg eller præmenstruelt syndrom.
Hans stemme lød · melankolsk som et barn.
Jeg ved ikke rigtig kender. Kan du køre en bil på alle?
Charlotte · skoddede sin cigaret og stod op. · Du kørte sine håndflader over hendes nederdel, for at gøre det lidt længere. Jeg kan køre en bil, sagde hun venligt. Og jeg har ingen hjertesorg. Og jeg kan starte med det samme.
Manden lagde Hovedet til den ene side og · besluttet.
Okay.
Så Charlotte var · Ausläuferin pizza service. Selvfølgelig havde hun kærestesorg. Men de havde · ikke vise det. Hun var den hurtigste rytter i truppen ·. Man · delte dem i løbet af weekenden, det gav hende de indviklede ruter, de store ordrer, den · fjernbetjening, ikke let at finde adresser. Du · buet i den lille grønne bil gennem byen, og lad radioen · brøl. Først den blev modtaget i køkkenet med beundrende fløjter og · "Hvad, tilbage allerede?«
Så · fik bruges til den. Selv manden måtte indrømme · at hun var den bedste, hurtigste og mest pålidelige · chauffør, som han havde · nogensinde har haft. Ikke desto mindre, han hyrede ingen andre kvinder. Charlotte skulle være en · undtagelse. Hun syntes aldrig at lide · luner eller kærlighedssyge, eller præmenstruelt syndrom.
· · Det er kun den foreskrevne hætte · Du ikke bære, fordi de ikke ville passe ind i deres springvand frisure. Men der så alle.
Charlotte holdt rattet med den ene hånd. Hun kørte hurtigt. · Du summede med Radio- og røget, albuerne · Hun hang ud af vinduet. Om aftenen var varmt. Det var omkring ti, en lørdag aften i juni.
Da hun kom tilbage, ventede i køkkenet allerede næste · afgift.
· Skynd dig, drengen, som var ved at forberede pizzaer, sagde tre ordrer, som alle den lange vej. Intet problem.
Charlotte nikkede.
Intet problem, sagde hun, jeg har siden brugt til at leve.
· Så meget desto bedre.
Drengen stablet hendes Pizza · kasser i sine arme. Hun bar dem over gården til bilen, bestillingssedlen fastspændt Unters · hage. Luften var stadig varm. Hun sad sidelæns i bilen, satte kasserne på passagersædet og kiggede · ordrer igennem. Med den venstre · afsnit hun bankede på fortovet. Den tredje adresse var hendes egen. Hun trak benene a, smækkede døren og kørte væk.
Langstrasse 12. I tre år havde hun boet der. Ikke længere. Martin Bright bar, lang vej 12, der nu bor en anden der. En pizza med artiskokhjerter · en pizza med kapers og ansjoser ·. Charlotte gik hurtigere end nogensinde. Hun vidste, at Martin ikke kunne lide ansjoser. Så pizza var for en anden. For den anden. Den anden kvinde. Den nu boet der. Langstrasse 12
artiskokhjerter til Martin.
Hun kastede de andre pizzaæsker ud af vinduet og gik der direkte. Det var næsten elleve · ur, når den parkerede bilen lige uden for huset. Selv om hun skynder sig. Pizzaer ikke længere ville være meget varmt og ikke meget · sprød. Hun trykkede de to laveste · dørklokker, og døren sprang op. Hun havde ikke glemt ·. Lige så lidt som noget andet. De to bokse foran ham herbalancierend, de klatrede de fire flyvninger på trapper. Intet havde ændret sig, · bortset fra at de ikke længere boede der, · til en anden. En anden kvinde.
Ved lejligheden døren var kun hans navn, men det var at sige, · ikke noget, der altid havde været det, i tre år. Hun ringede. · For et stykke tid, de hørt noget, så hørte hun hans fodspor. Han åbnede døren. Han var barfodet. Han var iført en gammel t-shirt og et håndklæde ·. En blå håndklæde om livet indpakket ·.
Nå, til sidst, sagde han, og han kendte hende og blinkede.
Dig? sagde han og smilede lidt · skrå smil, du ???
De huskede stadig den · forretning, hvor hun havde købt håndklædet.
Ja, jeg gjorde.
Hun droppede de to kasser og trak hendes kniv ·. Jeg har endnu mistanke stønnede manden, kvinder!

Resultater (Dansk) 3:

han sad bag sit skrivebord og · stapelte note fra højre mod venstre og fra venstre til højre.han · hob hoved, charlotte. "en kvinde," sagde han. "ja, charlotte, kan du ikke se det?

han · - · verzog ansigt. "har du noget imod kvinder?den · z ö gerte og legede med sin blyant.det · warf deres kritiske synspunkter fra nedenfor.· schlie ß lich vendte blyant og lægge tag på den anden stol. - sid ned. - charlotte sad ned. hvad så nu?"du tændte en cigaret.hendes hår var forbundet med en grøn band, og faldt som en mørk · springbrunnen på hendes ansigt.den mand · seufzte.
kvinder!han sukkede.kvinder er svære.når en mand kommer til mit kontor, ser jeg · auf først se, hvad denne fyr er kompliceret eller · schwerf ä llig eller uhøflig.mænd, jeg kan · einsch ä tzen.men kvinder!i dag, unge kvinder så kraftigt.og så pludselig, du · launen eller · liebeskummer eller pr ä menstruelle syndrom. hans stemme lød ·ü bellaunig som barn. "jeg ved det ikke.- kan du køre bil?charlotte · dr. ü ckte deres cigaret - og stod op.du · strich med håndfladerne mod hendes nederdel, ham lidt længere.jeg kan køre en bil, "sagde hun venligst.og jeg har ingen kærlighed.og jeg kan begynde straks. "han lagde hovedet til siden og · entschied."okay."det var charlotte · ausl ä uferin den pizza.hun havde jo men hjertesorg.men du · ligger ß ingen tegn.hun var den hurtigste føreren af · truppe.du · teilte denne weekend, du gav hende de indviklede ruter, de store ordrer, · abgelegenen, ikke let at finde adresser.