Bildbeschreibung[Bearbeiten]Das Gem

Bildbeschreibung[Bearbeiten]
Das Gemälde zeigt eine Steilküste am Meer mit bizarren grell-weißen Felsen. Zwei Buchen berühren sich am oberen Bildrand, rechts steht ein bildbeherrschender Baum einem kleinen Baum gegenüber, der von den Wurzeln nur noch notdürftig gehalten wird. Auf dem schmalen grasbewachsenen Vordergrund befinden sich drei Personen, dem Anschein nach ist es eine Ausflugsgesellschaft. Eine Frau mit rotem Kleid und hoch gesteckten Haaren sitzt im Gras. Sie hält sich mit der linken Hand an einem verdorrten Ast fest und zeigt mit der rechten Hand auf eine Blume und zugleich in Richtung der Klippen. In der Mitte des Vordergrundes kriecht ein Mann ängstlich auf dem Boden, lugt vorsichtig über den Rand und sucht mit den Händen Halt im Gras. Er hat blondes Haar und trägt einen blauen Gehrock, Zylinder und Wanderstock sind abgelegt. Rechts steht ein Mann mutig auf einigen dünnen Ästen über der Tiefe, mit dem Rücken an einen Baumstumpf gelehnt. Er hat die Arme vor der Brust verschränkt, trägt einen grüngrauen Gehrock und Hut. Er schaut aufs Meer hinaus. Die wenigen Wellen im ruhigen Meer spiegeln die Mittagssonne. Zwei weiße Segelboote sind unterwegs. Die Farben geben dem Bild einen heiteren Charakter.

Struktur und Ästhetik[Bearbeiten]
Friedrich gibt hier mehr als in anderen seiner Kompositionen die Raumkontinuität auf.[1] Er bietet dem Betrachter eine in ihrer Radikalität einmalige Raum- bzw. Flächenkonstruktion.[2] Unter Verzicht auf die Tiefenachse sind bildparallel drei Raumzonen angeordnet, voneinander farblich und motivisch separiert. Die vordere Raumzone öffnet sich in der Bildfläche als eine Art Fenster aufs Meer, von Felsen und Bäumen sehr traditionell gerahmt, durch das die drei Menschen die „Außenwelt“ wahrnehmen. Danach bildet der Bereich der zerklüfteten gespenstisch weißen Felsen den denkbar größten Kontrast zum unendlich scheinenden Meer. Die beiden Schiffe befinden sich wie auf einer immateriellen Folie in einiger Entfernung zueinander und sind dennoch gleich groß. So vermittelt sich die vertikale Spannung zwischen Nähe und Ferne. Die Wirkung eines gefahrvollen Abgrundes entsteht durch die schmale Rasenbank, den Einschnitt in die Klippen und das dahinter wie eine Wand aufsteigende blaugrüne Meer, das erst knapp unter dem Geäst der Bäume in Rosablau verblasst. Die Linie des linken senkrechten Goldenen Schnitts verläuft durch die tiefste Kerbe im Kreidefelsen und wirkt für das Bild harmoniestiftend, lässt das Auge zur Ruhe kommen.[3] Die zentrale Bildform wird je nach Intention als Herzform oder als vollgelaufener Felstrichter betrachtet. Stellt man das Bild auf den Kopf, schlägt die negative Form des Trichters in die positive eines bizarren Berggipfels um. Die Felsen ohne irgendein Leben kontrastieren die Genauigkeit, mit der im Vordergrund Figuren und Vegetation dargestellt sind. Der farbliche Dreiklang Grün-Weiß-Blau wird durch das rote Kleid der Frau erhöht. Für Friedrichs Stimmungstendenz in der Malerei ist dieses Bild ein ungewohnt festliches. Es ist kaum zu erklären, ob die Faszination der Darstellung aus ihrer formalen Kühnheit oder kontrastreichen Farbigkeit entsteht.[4]

Die Landschaft[Bearbeiten]
Die Landschaft des Gemäldes ist sicher auf der Insel Rügen an den Kreidefelsen der Kleinen Stubbenkammer, südlich der Victoriaussicht zu verorten, wenn Friedrich seine Klippen auch aus Skizzen von verschiedenen Felsen zusammengestellt hat. So stammt die rechte Felswand von der Großen Stubbenkammer.[5] In mehreren Reiseführern und in mancher Rügen-Literatur sind fälschlicherweise die Wissower Klinken als motivische Inspiration angegeben.[6] Diese existierten zum Zeitpunkt der Entstehung des Gemäldes noch nicht, sondern entstanden erst später erosionsbedingt. Im Bild sind die Felsen zerklüfteter und steiler als die in der Natur von Wind und Wetter geschliffenen. Die tatsächliche Position des Malers konnte durch einen Stahlstich Johann Friedrich Rosmäßlers von 1835 bestimmt werden.[7]

Resultater (Dansk) 1:

[Edit] billede beskrivelseMaleriet viser en klippe ved havet med bizarre lyse hvide rock. To bog touch på toppen af skærmen, lige et billede dominerende træ er et lille træ, som holdt kun interimistiske af rødderne. Tre mennesker er på den smalle græsklædte forgrund, tilsyneladende det er en tour virksomhed. En kvinde med en rød kjole og ambitiøse hår sidder i græsset. Hun holder fast med venstre hånd på en vissen gren og viser med højre hånd på en blomst og på samme tid i retning af klipperne. Midt i forgrunden skræmmende kryber en mand på jorden, kiggede forsigtigt over kanten og leder efter stop i græsset med dine hænder. Han har blond hår, og bærer en blå kjole jakke, cylinder og stok. Retten er en fagre på nogle tynde grene over dybden, lænede sig tilbage mod en træstub. Han har foldet sine arme før brystet, iført en grøn-grå frock frakke og hat. Han ser ud på havet. Et par bølger i det stille hav afspejler middagssolen. To hvide sejlbåde er på vej. Farverne giver billedet en munter karakter.Struktur og æstetik [Rediger]Friedrich er værelse kontinuitet her mere end i andre kompositioner af hans egen. [1] han tilbyder seeren et værelse unikt i sin Radicality eller overflade design. [2] under afkald på dybden arrangeres akse billede parallelle tre rumlige zoner, hver farve og motiver adskilt. Front værelse zone åbner i scene som en slags vindue på havet, klipper og træer traditionelt indrammet af de tre mennesker opfatter "omverdenen". Derefter former området i forrevne spøgelsesagtige hvide rock den allerstørste kontrast til den tilsyneladende uendelig hav. De to skibe er som immaterielle på et dias i nogen afstand til hinanden og er stadig den samme størrelse. Dermed formidler den lodrette spændinger mellem nærhed og afstand. Smalt græs Bank, skære i klipperne og stigende som en mur bag hav, blå-grøn, der falmede kun lidt nedenfor grene af træer i pink blå producerer effekten af en farlig afgrund. Linjen af venstre lodret gyldne snit kører gennem den dybeste hak i kridtklinter og gør harmony dedikeret til billedet, øjet kommer til at hvile. [3] den centrale billede form betragtes afhængigt af hensigt som et hjerte form eller fuldt udløbet rock hopper. At sætte billedet på hovedet, forvandler negative form af tragten til positivt i en bizar Mountain topmødet. Klipper uden nogen liv kontrast den nøjagtighed, hvormed i forgrunden tal og vegetation er vist. Den røde kjole af kvinden øger farve Triaden af grøn, hvid og blå. Dette billede er en ualmindelig festlig til Frederick humør tendens i maleriet. Det er svært at forklare, hvad enten fascinationen af repræsentation udspringer af deres formelle dristighed eller kontrasterende farver. [4]Landskab [Rediger]Landskab af maleriet er sikkert på øen Rügen til kridtklinter af de små Stubbenkammer til at finde, hvis Friedrich har sammensat sit klipper fra skitser af forskellige bjergarter syd for Victoriaussicht School. Så, den rigtige klippevæg kommer fra træstubbe Board. [5] i flere guidebøger og nogle klager litteratur Wissower Jack som en motivic inspiration er angivet forkert. [6] dette ikke eksisterede på tidspunktet for oprettelsen af maleriet endnu, men opstod først senere på grund af erosion. I billedet er klipperne robuste og stejlere end i naturen af vind og vejr jorden. Den faktiske placering af maleren kunne bestemmes af en stål gravering af Johann Friedrich Rosmäßlers fra 1835. [7]

Resultater (Dansk) 2:

Billede Beskrivelse [edit]
Maleriet viser en klippe ved havet med bizarre himmelråbende-hvide klipper. To huse rører hinanden på den øverste kant, til højre er et billede af dominerende træ et lille træ, over hvilken afholdes kun foreløbigt ved rødderne. På den smalle græsklædte forgrunden er der tre personer, forekommer det er en udflugt selskab. En kvinde med rød kjole og hendes hår hæftet op at sidde i græsset. Hun holder på med sin venstre hånd på en vissen gren og peger med sin højre hånd på en blomst på samme tid mod klipperne. I midten forgrunden en mand kravler ængsteligt på gulvet, kiggede forsigtigt over kanten og ser med hænderne greb græsset. Han har blond hår og iført en blå kjole frakke, cylinder og gangstave er gemt. Til højre er en mand dristigt på nogle tynde grene over dybden, med ryggen til en træstub. Han har armene krydset over brystet, iført en grå-grøn frakke og hat. Han ser ud på havet. De få bølger i det rolige hav afspejler middagssolen. To hvide sejlbåde er på rejse. Farverne giver billedet en munter karakter. Struktur og æstetik [edit] Friedrich er her mere end i andre af hans kompositioner rumlig kontinuitet. [1] Han tilbyder beskueren en enestående i sin radikalitet værelse eller overfladestruktur. [2] Under afkald på dybde akse er arrangeret parallelt billede tre rumlige zoner fra hver farve og motiver adskilt. Den forreste værelse åbner ind på scenen som en slags vindue på havet, meget traditionelle indrammet af klipper og træer, hvorigennem til at opfatte de tre personer "verden udenfor". Derefter arealet af de forrevne uhyggelige hvide klipper danner den størst mulige kontrast til den tilsyneladende uendelige hav. De to skibe er på hinanden som i en ikke-materialelag på afstand og er stadig lige. Således giver den lodrette spænding mellem nærhed og distance. Effekten af en farefuld afgrund skabt af den smalle græsklædte bank, snittet i klipperne og bag en mur som stigende hav-grønne hav, den eneste falmede lidt under grenene af træerne i Pink Blå. Den linje af venstre lodrette gyldne snit, der passerer gennem den dybeste hak i kridtklinter og handler harmoni stiftend for billedet, gør det muligt for øjet at hvile. [3] Den centrale billede formular anses afhængig af hensigten som et hjerte form eller et fuldt overløb i sten hopper. Hvis du indstiller billedet på hovedet, slår den negative form af tragten i det positive i en bizar bjerg topmøde. Klippen uden liv kontrast den nøjagtighed, hvormed tal og vegetation vises i forgrunden. Farven treklang grøn-hvid-blå forstærkes af den røde kjole af kvinden. For Frederik humør tendens i maleriet er en usædvanlig festligt. Det er svært at sige, om fascinationen af repræsentation skyldes dens formelle dristighed eller kontrastfarve. [4] Landskabet [edit] placere landskabet af maleriet er sikkert på øen Rügen til kridtklinter af Little Stubbenkammer, syd for Victoriaussicht når Friedrich har udarbejdet sine klipper også lavet skitser af forskellige sten. Så den rigtige klint kommer fra Great Stubbenkammer. [5] I flere rejsehåndbøger og i nogle Rügen litteratur de Wissower klinikker er fejlagtigt identificeret som motivisk inspiration. [6] Disse eksisterede på tidspunktet for oprettelsen af maleri er ikke, men opstod senere erosion forårsaget. På billedet er de klipper af forrevne og stejle end karakter af vejret formalet. Den aktuelle position maleren kunne bestemmes ved en stålstik Johann Friedrich Rosmäßlers af 1835 [7].