Was ist das? Fragte ich. Großer Got

Was ist das? Fragte ich. Großer Gott! Sie drehte mich herum, stellte mich zwischen ihre Knie und nahm meine beiden Hände in ihre. Hör mir gut zu: Solche Dinge darfst du nie wieder sagen. Das ist gefährlich. Merk dir das. Du willst doch nicht, dass sie deinen Papa einsperren und uns alle mit? Nein, sagte ich. Meine Wangen brannten noch immer. Ihr Ehering hatte eine Schramme hinterlassen. Sie holte ein Messer, hielt es unter fließendes Wasser, drückte die flache Seite auf meine Wange. Ist schon gut, sagte sie. Ist schon wieder gut. Ich verkroch mich unter dem Klavier. Seit meine Mutter vor einem Jahr gestorben war, spielte meine Großmutter nicht mehr Klavier. Es stand nur da, schwarz und glänzend, und trug die Silberrahmen mit den Fotos meiner Zuerst weinte ich eine Weile, dann spielte ich mit den weißen Puppen, die niemand sehen konnte. Ich konnte sie selbst nicht sehen. Ich tat nur so als ob. Meine richtigen Puppen waren bei unserer überstürzten Abfahrt in Wien geblieben. Plötzlich fiel mir ein, dass ich dieses merkwürdige Wort-KZ schon einmal gehört hatte. Eine Tante hatte es gesagt, die zum Begräbnis meiner Mutter aus Polen gekommen war. Alle hatten damals geweint, auch die schiefe Bedienerin aus der Bäckerei und der böse Nachbar mit dem Schnurrbart. Aber sie hatte anders geweint. Sie hatte gezittert, wenn jemand mit ihr redete. Und als sie das Wort gesagt hatte, hatten die Erwachsenen einander angesehen mit diesen Erwachsenenblicken. Mich hatten sie aus dem Zimmer geschickt. Genau so, wie sie mich in den Monaten vorher aus dem Zimmer geschickt hatten, wenn von Mutter Operation die Rede war. Ich weinte wieder. Aber diesmal kam niemand und streichelte mich und sagte „armes Kind“. An dem Abend wartete ich noch ungeduldiger als sonst, bis mein Grossvater aus dem Büro nach Hause kam. Als er dann endlich da war, setzte ich mich auf seinen Schoss und verkroch mich in seinem Hausrock. Mein Grossvater hatte immer alle meine Fragen beantwortet. Aber jetzt konnte auch er mich nur hin und her wiegen, als wäre ich noch ein ganz kleines Kind. Er konnte nicht sagen, dass mein Vater in Gefahr war, weil er meine herzkranke Tante Gretl versorgte, die Halbjüdin war, und weil er die Familie eines ehemaligen Sanitätsgehilfen unterstützte, der Kommunist war. Renaterle, sagte er, das kann ich dir nicht erklären, weil es nicht erklärbar ist. Und es hat gar nichts damit zu tun, dass du noch klein bist, glaub mir.

Resultater (Dansk) 1:

Hvad er dette? Jeg spurgte. Herregud! Hun viste mig rundt, satte mig mellem sine knæ og tog min to hænder i hende. Lyt til mig: du kan aldrig sige sådan noget. Dette er farligt. Husk, at. Du ønsker ikke at endnu, at de vil fængsle din far og os alle? Nej, jeg sagde. Mine kinder brændte stadig. Hendes vielsesring havde forladt en skramme. Hun bragte en kniv, holde det under rindende vand, sætte den flade side på min kind. Det er i orden, sagde hun. Igen god. Jeg gemte mig under klaveret. Da min mor døde for et år siden, spillede min bedstemor ikke mere klaver. Det stod bare der, sorte og skinnende, og min første bar de sølv rammer med de billeder, jeg græd et stykke tid, så jeg spillede med de hvide dukker, som ingen kunne se. Jeg kunne ikke se det selv. Jeg gjorde netop det. Min virkelige dukke forblev i vores forhastede afgang i Wien. Pludselig huskede jeg, at jeg havde hørt denne mærkelige ord-KZ. En tante havde fortalt, som var kommet til begravelse af min mor fra Polen. På tidspunktet havde alle råbte også skæv rengøringskone fra bageriet og den onde nabo med overskæg. Men hun havde grædt ellers. Hun rystede når nogen med sin tale. Og som hun sagde ord, voksne havde set hinanden med disse voksne synspunkter. Hun havde sendt mig ud af lokalet. Præcis som de havde mig i måneder før fra rummet sendt, når mor tale om. Jeg græd igen. Men denne gang ingen kom og klappede mig og sagde "stakkels barn". I aften ventede jeg mere utålmodige end sædvanligt, indtil min bedstefar fra Office kom hjem. Da han var her sidst, jeg satte sig på hans skød og skjulte mig i hans hus rock. Min bedstefar havde besvarede alle mine spørgsmål. Men nu han kunne vejer kun frem og tilbage selv, som jeg er stadig en lille knægt. Han kunne ikke sige, at min far i fare, fordi han leveret mit hjerte tante Gretl var Halbjüdin, og fordi han støttede familien af en tidligere Sanitätsgehilfen, var en kommunist. Han sagde Renaterle, jeg kan ikke forklare dette, fordi det ikke er forklares. Og det har absolut intet at gøre, at du er stadig lille, tro mig.

Resultater (Dansk) 2:

Hvad er det? Spurgte jeg. Store Gud! Hun vendte sig om, stod mellem sine knæ og tog begge mine hænder på hendes. Lyt til mig godt: Sådanne ting skal du aldrig sige igen. Det er farligt. Husk, at. Du ønsker ikke at låse op din far og alle os med? Nej, sagde jeg. Mine kinder stadig brænder. Din vielsesring havde forladt et ar. Hun tog en kniv og holdt den under rindende vand, trykkede den flade side af min kind. Det er okay, sagde hun. Det er alle godt igen. Jeg krøb under klaveret. Da min mor døde for et år siden, havde min mormor ikke spille mere klaver. Det stod bare der, sort og skinnende, og bar den sølvramme med billeder af min første jeg råbte et stykke tid, så spillede jeg med de hvide dukker, der kunne se nogen. Jeg kunne ikke se dem selv. Jeg kun gjorde som om. Min højre Dolls holdt med vores forhastede afgang i Wien. Pludselig huskede jeg, at jeg havde hørt dette mærkelige ord-KZ nogensinde. En tante havde sagt, som var kommet til begravelsen af ​​min mor fra Polen. Alle havde på det tidspunkt været gråd, og den skæve tjener fra bageren og det dårlige nabo med overskæg. Men hun havde grædt forskelligt. Hun havde skælvede, når nogen talte til hende. Og da hun havde sagt det ord, havde de voksne, set hinanden med disse voksne øjne. Mig, de havde sendt ud i rummet. Netop som de havde sendt mig i månederne før Værelset, når der var tale om Mother operation. Jeg græd igen. Men denne gang ingen kom og kærtegnede mig og sagde "stakkels barn". Den aften, jeg ventede utålmodigt end normalt, indtil min bedstefar kom fra kontoret til dit hjem. Da han endelig var der, jeg sad på hans skød og gemte mig i hans slåbrok. Min bedstefar havde altid besvaret alle mine spørgsmål. Men nu kunne han kun vejer mig frem og tilbage, som om jeg var stadig et meget lille barn. Han kunne ikke sige, at min far var i fare, fordi han leverede mit hjerte sygt tante Gretl, som var halvt jødisk, og fordi han støttede familien til en tidligere medicinsk assistent, der var kommunist. Renaterle, sagde han, at jeg ikke kan forklare, fordi det ikke kan forklares til dig. Og det har intet at gøre med det faktum, at du stadig er lille, tro mig.

Resultater (Dansk) 3:

Hvad er det? Jeg spurgte. Store Gud! Det viste mig, placerede mig mellem hendes knæ og tog mine to hænder i deres. Lyt til mig: Du må aldrig sige sådan noget igen. Det er farligt. Bemærk, at. Du ikke ønsker imidlertid, at de låser din far og os alle også? Nej, sagde jeg. Mine kinder brændte stadig. Deres bryllup ring havde efterladt en skraber.Det fik vejopmålingshjul, afholdt under rindende vand, trykkes på den flade side på min kind. Er allerede godt, sagde hun. Er allerede igen godt. Jeg crawled væk mig klaver. Da min mor døde et år siden spillede min bedstemor ikke mere piano. , Der kun sort og skinnende, og udført i sølv rammer med fotos af mine første græd jeg, mens stodDa jeg spillede med de hvide dukker, som ingen kunne se. Jeg kunne ikke se det. Jeg var kun på en sådan måde som hvis. Min rigtige dukker var med vores overilet afgang i Wien. Pludselig gik det op for mig, at jeg allerede havde hørt dette mærkelige ord KZ. En tante havde sagt det, der var kommet til begravelsen af min mor fra Polen.Alle havde råbte til den tid, også det skrå føreren fra baker's butik og dårlig nabo med overskæg. Men det var anderledes end græde. Det var rystede, hvis nogen har talt med den. Og som de ord havde sagt, de voksne havde hinanden med denne voksen synspunkter. De havde sendt mig fra værelset. Nøjagtig det samme.Da de havde sendt mig inden i måneder fra værelset, hvis moder var indlægget. Jeg råbte igen. Men der var ingen og klappet sig selv og sagde: "stakkels barn ". I aften jeg ventede stadig mere utålmodigt end ellers, indtil min bedstefar kom fra kontoret hjem. Når det så endelig blev der.Jeg satte på sine skud selv og crawled væk mig i sit hus skørt. Min bedstefar altid havde besvaret alle mine spørgsmål. Men nu også kunne veje mig bare frem og tilbage, som om jeg vil være et helt lille barn. Han kan ikke sige, at min far var i fare, fordi han fulgte mit hjerte tante Gretl den halvt jøde var,Og fordi det understøttede familien af en tidligere assisterende læge, den kommunistiske blev. , Sagde Renaterle, han, som jeg ikke kan forklare, fordi det ikke er ikke forklares. Og det behøver ikke at gøre noget og derved, at du stadig er lille, mener jeg.