So wurde Charlotte Ausläuferin beim

So wurde Charlotte Ausläuferin beim Pizza¬ service. Natürlich hatte sie doch Liebeskummer. Aber sie ließ sich nichts anmerken. Sie war die schnellste Fahrerin der Truppe. Man teilte sie am Wochenende ein, man gab ihr 15 die komplizierten Routen, die großen Bestel¬lungen, die abgelegenen, nicht einfach zu fin¬denden Adressen. Sie kurvte in dem kleinen grünen Wagen durch die Stadt und ließ das Radio dröhnen. Anfangs wurde sie in der Kü¬che mit bewundernden Pfiffen empfangen und «Wie, schon zurück?»
Dann gewöhnte man sich daran. Sogar der Mann musste zugeben, dass sie die beste, schnellste und zuverlässigste Fahrerin war, die er je gehabt hatte. [….]

Sie fuhr schnell. Sie summte mit dem Radio und rauchte, den Ellbogen ließ sie aus dem Fenster hängen. Der Abend war warm. Es war gegen zehn, ein Samstagabend im Juni.
Als sie zurückkam, wartete in der Küche schon die nächste Ladung.
Beeil dich, sagte der Junge, der die Pizzas fer¬tigmachte, drei Bestellungen, alle an der Lang¬straße. Kein Problem.
Charlotte nickte.
Kein Problem, sagte sie, ich hab' da mal ge¬wohnt.
Um so besser.
Der Junge stapelte ihr die Pizzaschachteln in die Arme. Sie trug sie über den Hof zum Wa¬gen, die Bestellzettel unters Kinn geklemmt. Die Luft war immer noch warm. Sie setzte
sich seitlich in den Wagen, legte die Schach¬teln auf den Beifahrersitz und sah die Bestel¬lungen durch. Mit dem linken Absatz klopfte sie auf das Pflaster. Die dritte Adresse war ihre eigene. Sie zog die Beine ein, schlug die Tür zu und fuhr los.
Langstraße 12. Drei Jahre lang hatte sie dort gewohnt. Jetzt nicht mehr. Martin Hellstab, Langstraße 12, jetzt wohnte jemand anderes dort. Eine Pizza mit Artischockenherzen, eine Pizza mit Kapern und Sardellen. Charlotte fuhr schneller denn je. Sie wusste, dass Martin kei¬ne Sardellen mochte. Also war die Pizza für jemand anderen. Für die andere. Die andere Frau. Die jetzt dort wohnte. Langstraße 12.
Artischockenherzen für Martin.
Sie warf die anderen Pizzaschachteln aus dem Fenster und fuhr direkt hin. Es war bei¬nahe elf Uhr, als sie den Wagen direkt vor dem Haus parkierte. Obwohl sie sich beeilt hatte. Die Pizzas würden nicht mehr sehr heiß sein und nicht mehr sehr knusprig. Sie drück¬te die beiden untersten Klingelknöpfe, und die Haustüre sprang auf. Das hatte sie nicht vergessen. Genau so wenig wie alles andere. Die beiden Schachteln vor sich herbalancierend, stieg sie die vier Treppen hoch. Nichts hatte sich verändert, außer, dass sie nicht mehr dort wohnte, dafür jemand anderes. Eine andere Frau.
An der Wohnungstüre stand nur sein Name, aber das wollte nichts heißen, das war immer so gewesen, drei Jahre lang. Sie klingelte. Eine Weile hörte sie nichts, dann hörte sie seine Schritte. Er öffnete die Tür. Er war barfuß. Er trug ein altes T-Shirt und ein Handtuch. Ein blaues Handtuch um die Hüften geschlungen.
Na endlich, sagte er, und dann erst erkann¬te er sie und blinzelte.
Du? sagte er und lächelte ein kleines schrä¬ges Lächeln, du???
Sie erinnerte sich noch an das Geschäft, in dem sie das Handtuch gekauft hatte.
Ja, ich.
Sie ließ die beiden Schachteln fallen und zückte ihr Messer.

Ich hab's doch geahnt, stöhnte der Mann, Frauen!

Resultater (Dansk) 1:

Så var Charlotte Ausläuferin på pizza¬ service. Selvfølgelig, havde hun men hjertesorg. Men lad hende husker intet. Hun var den hurtigste føreren af kraften. Klassificeret dem i weekenderne, ikke blot der til den komplicerede rute, den store Bestel¬lungen, fjernbetjeningen, deres 15 fin¬denden adresser. Hun strejfede rundt i den lille grønne bil gennem byen og havde radioen Boomer. I første omgang det blev modtaget i Kü¬Che med beundre catcalls og «hvor, ryggen så snart?».Så du fik brugt den. Selv manden måtte indrømme, at hun var bedst, hurtigste og mest pålidelige driver han nogensinde havde haft. [….]Hun kørte hurtigt. Hun nynnede med radioen og røget, hun forlod albue ud af vinduet. Aftenen var varm. Det var omkring 10, en lørdag aften i juni.Da hun kom tilbage, allerede den næste batch ventet i køkkenet.Skynd dig, drengen sagde af pizzaer fer¬tigmachte, tre ordrer, alle i Lang¬Straße. Intet problem.Charlotte nikkede.Intet problem, sagde hun, jeg er ge¬wohnt der.Så meget desto bedre.Drengen stablet hendes Pizzaæsker i armene. Hun bar dem over gården til WA¬Gen, formen under hagen fastspændt. Luften var stadig varm. Hun sadside i bilen, satte Schach¬teln på det forreste passagersæde og så gennem Bestel¬lungen. Med den venstre hæl bankede hun på fortovet. Den tredje adresse var deres egne. Hun flyttede benene, smækkede døren og kørte.Lang vej 12. I tre år havde hun boet der. Ikke længere. Martin Hamid bar, lange vej 12, nu boede en anden der. En pizza med artiskokhjerter, en pizza med ansjoser og kapers. Charlotte gik hurtigere end nogensinde. Hun vidste, at Martin kei¬ne holdt ansjoser. Så var pizzaen til en anden. For den anden. Anden kvinden. Hun boede der nu. Lang vej 12.Artiskokhjerter til Martin.Hun kastede de andre Pizzaæsker ud af vinduet og gik direkte. Det var bei¬nahe eleven o'clock som hun parkerede bilen lige foran huset. Selv om hun selv havde travlt. Pizzaer ville ikke længere være meget varm og ikke længere meget sprød. Hun drück¬te to laveste Bell push-knapper, og døren sprang åben. Havde ikke glemmer dem. Nøjagtigt, ligesom alt andet. De to kasser på hendes balancering, hun steg de fire trin høj. Intet havde ændret sig, bortset fra at hun ikke har levet, til en anden. En anden kvinde.Lejlighed døren var kun hans navn, men som ikke ønskede noget varmt, det var altid som, i tre år. Hun ringede. Et stykke tid hørte hun intet, så hun hørte hans fodspor. Han åbnede døren. Han var barfodet. Han var iført en gammel T-Shirt og et håndklæde. Viklet en blå håndklæde omkring hans talje.Endelig sagde han, og da første erkann¬te dem. han og blinkede.Du? Han sagde, smile, smilede lidt schrä¬GES du???Hun huskede stadig den virksomhed, som det havde købt håndklæde.Ja, jeg.Hun faldt de to bokse og trak deres knive.Jeg gættede, stønnede manden kvinder!

Resultater (Dansk) 2:

Så Charlotte Ausläuferin var, da Pizza¬ tjeneste. Selvfølgelig havde hun kærestesorg. Men hun lod ikke på. Hun var den hurtigste føreren af tropperne. De delte en weekend, det gav hende 15 de komplicerede ruter, den store Bestel¬lungen, fjernbetjeningen, ikke let at fin¬denden adresser. De buede i den lille grønne bil gennem byen, og lad radioen droning. Først blev det modtaget i Kü¬che med beundrende fløjter og "hvordan, tilbage allerede?"
Så du vænne sig til det. Selv manden måtte indrømme, at hun var den bedste, hurtigste og mest pålidelige chauffør, der han nogensinde havde haft. [....]

De kørte hurtigt. Hun nynnede til radioen, rygning, albuer lade dem hænge ud af vinduet. Om aftenen var varmt. Det var omkring ti, en lørdag aften i juni.
Da hun kom tilbage, ventede i køkkenet allerede næste belastning.
Skynd dig, drengen der fer¬tigmachte pizzaer, tre ordrer, alle på Lang¬straße sagde. Intet problem.
Charlotte nikkede.
Intet problem, sagde hun, jeg har siden tider ge¬wohnt.
Så meget desto bedre.
Drengen stablet hende pizza kasser i sine arme. Hun bar dem over gården til Wa¬gen, bestillingslisten fastspændt under hagen. Luften var stadig varm. Hun sad
sidelæns i bilen, satte Schach¬teln ind på passagersædet og kiggede gennem Bestel¬lungen. Den venstre hæl hun bankede på fortovet. Den tredje adresse var hendes egne. Hun trak benene a, smækkede døren og kørte.
Langstrasse 12. I tre år havde hun boede der. Ikke længere. Martin Bright bar, Long Road 12, der nu bor en anden der. En pizza med Artiskok hjerter, en pizza med kapers og ansjoser. Charlotte gik hurtigere end nogensinde. Hun vidste Martin lide kei¬ne ansjoser. Så pizza var for en anden. For den anden. Den anden kvinde. Den nu boet der. Langstrasse 12
artiskokhjerter for Martin.
Hun kastede de andre pizzaæsker ud af vinduet og kørte der direkte. Det var bei¬nahe Klokken elleve, da hun parkerede bilen foran huset. Selv om hun skynder. Pizzaer var ikke meget varmt og ikke meget sprød. Du drück¬te de to laveste dørklokker, og døren sprang op. Hun havde ikke glemt. Lige så lidt som noget andet. De to valg før ham herbalancierend, klatrede de fire flyvninger på trapper. Intet havde ændret sig, bortset fra at hun ikke længere boede der, for en anden. En anden kvinde.
Ved lejligheden døren var kun hans navn, men det var at sige noget, der altid havde været det i tre år. Hun ringede. For et stykke tid, de hørt noget, de hørte hans fodspor. Han åbnede døren. Han var barfodet. Han var iført en gammel t-shirt og et håndklæde. En blå håndklæde svøbt omkring hans hofter.
Til sidst sagde han, og derefter erkann¬te han den og blinkede.
Dig? sagde han og smilede lidt schrä¬ges smil, du ???
De stadig huskede den butik, hvor hun havde købt håndklædet.
Ja, det gør jeg.
Hun droppede de to kasser og trak hendes kniv.

Jeg har endnu forestillet stønnede manden, kvinder!

Resultater (Dansk) 3:

så, charlotte ausl ä uferin i pizza ¬ tjeneste.hun havde jo men hjertesorg.men hun sagde ikke noget.hun var den bedste chauffør i kraft.jeg fortalte dig i denne weekend, du gav hende de indviklede ruter, de store bestel ¬ lungen, isoleret, ikke let at fin ¬ denden adresser.du kurvte i den lille grønne bil gennem byen og efterlod radioen brøl.i første omgang i k - ü¬ che med bewundernden fløjtede modtaget og "hvor kom tilbage?"de brugte det.den mand er nødt til at indrømme, at hun er den bedste, den hurtigste og mest pålidelige chauffør, han nogensinde har haft.[...]hun gik hurtigt.hun nynnede med radio - og jeg røg, albuen var ud af vinduet.natten er varm.det var ti, en lørdag aften i juni.da hun kom tilbage, vente i køkkenet, næste gang.skynd dig, sagde han, at pizzaerne giver ¬ tigmachte, tre ordrer, så lang ¬ strate ß f. intet problem.charlotte nikkede.intet problem, sagde hun, jeg har tid ge ¬ wohnt.så meget desto bedre.drengen stablede pizza i armene.hun bar på, at domstolen vil ¬ gen, ordresedlen under hagen.luften var stadig varm.hun fortsatteind i bilen, læg schach ¬ teln på passagersædet, og så bestel ¬ lungen.med den venstre (hun bankede på plasteret.den tredje adresse var deres eget.hun har ben, smækkede døren og kørte væk.langstra ß e 12.i tre år hun boede der.ikke mere.martin hellstab, langstra ß e 12, der var en anden.en pizza med artiskokhjerter, en pizza med kapers og ansjoser.charlotte var hurtigere end nogensinde.hun kendte martin kei ¬ ne ansjoser kunne lide.- pizza til en anden.for de andre.den anden kvinde.de var bosat der.langstra ß e 12.artiskokhjerter for martin.hun smed den anden pizza ud af vinduet, og gik direkte.det var bei ¬ nahe elleve, når bilen foran huset.selv om de havde travlt.pizzaerne ikke var meget varm og ikke sprød.dr. ü ck ¬ te de to laveste klingelkn ö pfe, og døren sprang på hans fødder.jeg har ikke glemt dig.ligesom alt andet.de to kasser i herbalancierend, steg de fire trapper.intet har ændret sig, men de bor der ikke mere, for en anden.en anden kvinde.i wohnungst ü lige sagde, at hans navn, men det mente det ikke altid har været i tre år. hun ringede.i et stykke tid, hørte hun noget, hun hørte hans skridt.han åbnede døren. han var barfodet.han var iført en gammel trøje og et håndklæde.en blå håndklæde rundt om hans hofter hermetisk af.til sidst, sagde han, og han erkann ¬ te og blinkede.du?han sagde og smilede lidt schr ä¬ ges smil, du????hun var stadig i gang, hvor ringen havde købt.ja, det gør jeg.hun havde to kasser og sendte sin kniv.jeg sagde jo, det var kendt, var den mand, kvinder.