Ja, der Krieg rollt auf Berlin zu.

Ja, der Krieg rollt auf Berlin zu. Was gestern noch fernes Murren war, ist heute Dauerge-trommel. Man atmet Geschützlärm ein. Das Ohr ertaubt, es hört nur noch die Abschüsse schwerster Kaliber. Eine Richtung ist längst nicht mehr auszumachen. Wir leben in einem Ring von Rohren, der sich stündlich verengt.
Zwischendurch Stunden von unheimlicher Lautlosigkeit. Plötzlich fällt einem der Frühling ein. Durch die brandschwarzen Ruinen der Siedlung weht in Schwaden Fliederduft aus herrenlosen Gärten. Der Akazienstumpf vor dem Kino schäumt über von Grün. Irgend-wann zwischen den Alarmen müssen die Schrebergärtner gebuddelt haben, denn bei den Lauben an der Berliner Straße sieht man frisch umbrochenes Land. Nur die Vögel miß-trauen diesem April; unsere Dachrinne ist spatzenleer.

Gegen drei Uhr fuhr am Kiosk der Zeitungsfahrer vor. Es lauerten ihm schon zwei Dutzend Leute auf. Im Nu verschwand er zwischen Händen und Groschen. Gerda vom Portier ergatterte eine Handvoll „Nachtausgaben“ und ließ mir eine. Gar keine richtige Zeitung mehr, bloß noch eine Art Extrablatt, zweiseitig bedruckt und ganz feucht. Im Weitergehen las ich als erstes den Wehrmachtbericht. Neue Ortsnamen: Müncheberg, Seelow, Buch-holz. Klingt verdammt märkisch und nah. Ein flüchtiger Blick auf die Westfront. Was gehen uns jetzt die an? Unser Schicksal rollt von Osten heran und wird unser Klima ändern, wie es einmal die Eiszeit tat. Warum? Man quält sich mit unfruchtbaren Fragen. Ich will jetzt nur den Tag sehen, die nahen Aufgaben.
Um den Kiosk herum überall Gruppen von Menschen, käsige Gesichter, Gemurmel:
„Nein, wer hätte das gedacht.“
„So’n bißken Hoffnung hat wohl jeder noch jehabt.“
„Auf uns kommt’s nicht an, wir sind Neese.“
Und, in Bezug auf Westdeutschland: „Die haben’s gut. Die haben’s überstanden.“ Das Wort „Russen“ spricht keiner mehr aus. Es will nicht über die Lippen.
Wieder oben in der Dachwohnung. Mein Zuhause ist sie nicht. Ich hab keins mehr. Wohl war auch die möblierte Stube, die mir weggebombt wurde, nicht mein. Immerhin hatte ich sie im Lauf von sechs Wohnjahren mit meiner Lebensluft erfüllt. Mit meinen Büchern und Bildern und den hundert Sachen, die man um sich häuft. Mein Seestern vom letzten Friedenssommer auf Norderney. Der Kelim, den Gerd mir aus Persien mitgebracht hatte. Die verbeulte Weckeruhr, Photos, alte Briefe, die Zither, meine Münzen aus zwölf Ländern, die angefangene Strickerei – all die Andenken, Häute, Schalen, Ablagerungen, der warme Trödel gelebter Jahre.
Jetzt, wo alles weg ist und mir nur ein Handkoffer mit Kleiderkram bleibt, fühle ich mich nackt und leicht. Weil ich nichts mehr habe, gehört mir alles. Zum Beispiel diese fremde Dachwohnung. Das heißt, ganz fremd ist sie nicht. Wohnungsinhaber ist ein ehemaliger Kollege von mir. Ich war des öfteren hier zu Gast, als er noch nicht einberufen war. Wir tätigten zeitgemäße Geschäfte miteinander: seine dänischen Fleischkonserven gegen meinen französischen Kognak; meine französische Seife gegen die Strümpfe, die er über Prag bekam. Ich konnte ihm noch eben meine Ausbombung mitteilen und bekam Erlaub-nis, hier einzuziehen. Zuletzt hat er sich aus Wien gemeldet, wo er bei einer Zensurstelle der Wehrmacht saß. Wo er jetzt ist – ? Jedenfalls sind Dachwohnungen wenig gefragt. Außerdem regnet es durch, da die Ziegel zum Teil zertöppert sind oder weggepustet.
Ich finde keine Ruhe hier oben, trabe immerfort durch die drei Räume. Systematisch habe ich alle Schränke und Schübe nach Brauchbarem abgesucht, das heißt nach Eßbarem, Trinkbarem, Brennbarem. Leider fast nichts gefunden. Da hat die Frau Weiers, die hier saubermachte, wohl vorgearbeitet. Jetzt gehört alles allen. Man ist nur noch lose mit den Dingen verbunden, unterscheidet nicht mehr klar zwischen eigenem und fremdem Besitz.
Eingeklemmt in einer Schubladenritze fand ich einen Brief an den Wohnungsinhaber. Ich schämte mich, daß ich ihn las, und las ihn doch. Ein verliebter Liebesbrief, hab ihn im Bad weggespült. (Noch haben wir die meiste Zeit Wasser.) Herz, Schmerz, Liebe, Triebe. Was für ferne, fremde Wörter. Offenbar setzt ein verfeinertes, wählerisches Liebesleben regel-mäßige, ausreichende Mahlzeiten voraus. Mein Zentrum ist, während ich dies schreibe, der Bauch. Alles Denken, Fühlen, Wünschen und Hoffen beginnt beim Essen.
(…)
Heute morgen beim Bäcker ging das Gerede: „Wenn die kommen, holen sie alles Eßbare aus den Häusern. Die geben uns nichts. Die haben ausgemacht, daß die Deutschen erst mal acht Wochen hungern sollen. In Schlesien laufen sie schon in die Wälder und graben nach Wurzeln. Die Kinder verrecken. Die Alten fressen Gras wie die Tiere.“ Soweit die Vox Populi. Man weiß ja nichts. Kein Völkischer Beobachter liegt mehr auf der Treppe. Keine Frau Weiers kommt und liest mir zum Frühstück die fetten Schändungsbalken vor. „Siebzigjährige Greisin geschändet. Ordensschwester vierundzwanzigmal vergewaltigt.“ (Wer zählte da mit?) Das sind so die Schlagzeilen. Sollen sie etwa die Männer Berlins an-stacheln,

Resultater (Dansk) 1:

Ja, krigen ruller til Berlin. Hvad var i går stadig fjerne Murren, i dag er Dauerge tromle. Du indånder pistol støj. Døve øre, det lyder bare drab af tungeste kaliber. Én retning er ikke længere lavet. Vi lever i en ring af rør, der indsnævrer sig hver time.Mellem timer uhyggelig stilhed. Pludselig, falder foråret en. Gennem ild-sort ruinerne af bygden, lilla duft fra opgivet haver blæser i skår. Akacie stub før cinema opskumning af green. Enhver når sporten skal have gravet mellem alarmer, fordi på arcades på Berliner Strasse er jord åben for friske. Kun i fugle miß - tillid i April. vores gutter er Sparrow er tom.At kiosk af avisen drivere kørte op klokken tre. Det lurede ham allerede to dusin mennesker. På ingen tid forsvandt han mellem hænder og Dimes. Gerda af dørmanden landede en håndfuld "Nat udgifter" og efterlod mig en. Endnu ingen rigtige avis længere, bare en slags papir, dobbelt-sidet trykt og helt fugtigt. Først, jeg læste depecher i proceduren. Nyt site navn: Müncheberg, Seelow, bog træ. Lyder damn märkisch og lukke. En overfladisk blik på Vestfronten. Hvad går til os? Vores skæbne ruller fra øst tilgang og vil ændre vores klima, som det gjorde engang istid. Hvorfor? Det Pines ufrugtbar spørgsmål. Jeg vil gerne se dag, de nære opgaver.Til kiosk rundt overalt mumlende grupper af mennesker, teatralsk ansigter:"Nej, hvem skulle have troet at.""So'n bißken håb har sandsynligvis alle stadig jehabt.""For os det ikke ankommer, vi er Neese."Og i Vesttyskland: "de har det godt. Du har overlevet det." Ingen udtaler ordet "Russiske". Ikke ønsker det på læberne.Tilbage på toppen på loftet. Hun er ikke mit hjem. Jeg har ikke mere. Møbleret værelse, blev bombet mig væk var ikke min. Efter alt, havde jeg mødte dem i løbet af seks år bopæl med mit liv luft. Med mine bøger og billeder og de hundrede ting dynger du til sig selv. Min søstjerner fra den sidste sommer for freden på Norderney. Den Kelim, som Gerd havde bragt mig fra Persien. Den varme junk levede år bulet vækkeuret, fotos, gamle breve, citer, mine mønter fra 12 lande, startede Strik - alle hukommelse, skind, skaller, indskud.Nu, hvor alt er væk og kun en sag med kjole ting tilbage for mig, føler jeg nøgen og let. Fordi jeg intet har, er alt mit. For eksempel denne mærkelige tag lejlighed. Dette betyder, at det ikke er helt fremmed. Udlejeren er en af mine tidligere kolleger. Jeg var ofte her gæst, når han ikke var endnu indkaldt. Vi gjorde hinanden moderne butikker: hans danske dåse kød mod mit franske cognac. min fransk sæbe mod de sokker, som han fik over Prag. Jeg kunne fortælle det stadig bare min bombning og fik tillade nis til at flytte ind her. Senest har han trådte frem fra Wien, hvor han sad på en censur myndighed i Wehrmacht. Hvor er han nu? Anyway, flats er lille i efterspørgslen. Desuden regner det igennem, fordi fliser til del er zertöppert eller blæst.Jeg finder ingen fred heroppe, løbende trav gennem de tre værelser. Systematisk jeg har scannet alle skabe og skuffer for brugbart, dvs for spiselige, drikkelig, brændbart. Desværre næsten intet fundet. Der har sandsynligvis arbejdet før Walker, der gjorde rent, kvinden. Nu alt tilhører alle. Det er stadig løst forbundet til tingene, mere tydeligt skelner ikke mellem privat og udenlandsk ejede.Klemt inde i et knæk i skuffen fandt jeg et brev til ejerne. Jeg var flov, jeg læste det, og læse det alligevel. En kærlighed brev, har vasket ham i badeværelset. (Men vi har vand det meste af tiden.) Hjertet, smerte, kærlighed, skud. Hvilken slags fjernt og fremmed ord. Tilsyneladende, en raffineret, form kærlighedsliv kræver tilstrækkelig, regel-lignende måltider. Som jeg skriver dette, er mit Center maven. Alle tænkning, følelse, begær, og håber begynder på middag.(…)Her til morgen hos bageren, snakken gik: "hvis de kommer, de får alt spiseligt fra husene. De giver os noget. De gjorde opmærksom på, at tyskerne første otte uger vil gå sultne. I Schlesien, de køre i skoven og graver efter rødder. Børnene dør. Den gamle spise græs som dyr." Så vidt den Vox populi. Du ved intet. Ingen Völkischer Beobachter ligger mere på trappen. Ingen kone Suzie kommer og læser mig fedt desecration barer til morgenmad. "Septuagenarian Crone vanhelliget. Nonne vierundzwanzigmal voldtaget." (Der tælles med som?) Så overskrifterne er. De om mændene i Berlins - bør stoke.

Resultater (Dansk) 2:

Ja, krigen rullende mod Berlin. Gårsdagens fjern mumlen, i dag er Dauerge-tromle. Man ånder en pistol støj. Øret døve, det kun hører fyringer tungeste kaliber. En retning er ikke længere synlig. Vi lever i en ring af rør, som indsnævrer time.
I mellem timers uhyggelige stilhed. Pludselig en fjeder hændelse. Ved brand sort ruinerne af forliget blæser i skår lilla duft af uafhentede haver. Den akacie stub før biografen bobler over grønne. På et tidspunkt imellem alarmer, de kolonihaver gartnere skal have gravet, fordi der på arkaderne på Berlin gaden ser man friske umbrochenes land. Kun fugle mis-tillid i april; Vores tagrende er tom spurve. Omkring 3:00 kørte aviskiosk foran avisen driver. Det lurede ham allerede to dusin mennesker. På et øjeblik forsvandt han mellem hænder og Dimes. Gerda fra Porter landede en håndfuld "nat spørgsmål" og gav mig en. Ingen ved korrekt avis mere, blot en slags specialudgave, trykt på begge sider, og meget fugtig. I fortsætter, jeg læste først Wehrmacht. Ny By: Müncheberg, Seelow, bog-træ. Lyder skide Märkisch og tæt. En overfladisk blik på Vestfronten. Hvad nu gå til? Vores skæbne ruller zoome fra øst og er ved at ændre vores klima, som det engang gjorde istiden. Hvorfor? Mennesket torturerer sig selv med frugtesløse spørgsmål. Nu vil jeg kun se den dag, de nærliggende objekter. For at stå omkring overalt grupper af mennesker, teatralsk ansigter, mumlede: ". Nej, hvem ville have troet" "Øv, bißken håb har formentlig alle stadig jehabt". I " os er det ikke til, vi er Neese ". Og med hensyn til Vesttyskland:" De er fine. Den overlevede det. "Ordet" Russerne "ingen taler længere. Det vil ikke have læberne. Igen op på loftet. Mit hjem er ikke. Jeg har ikke en mere. Velfærd blev også møbleret værelse, der blev bombet mig, ikke mine. Efter alt, havde jeg mødt i løbet af seks års ophold med mit liv luft. Med mine bøger og billeder og de ​​hundrede ting, som man ophobes rundt. Min søstjerne fra sidste sommer fred på Norderney. Den Kelim den Gerd havde bragt mig fra Persien. Den voldsramte vækkeur, billeder, gamle breve, citer, mine mønter fra tolv lande, der startede strikke -. Alle de souvenirs, skind, skaller, aflejringer af varm loppe levede år nu, hvor alt er væk, og mig en kuffert med Kleiderkram stadig, jeg føler nøgen og nemt. Fordi jeg har ikke hørt alt. For eksempel, denne mærkelige loft. Det er ganske fremmed for det ikke er. Householder er en tidligere kollega af minen. Jeg ofte var gæst her, når han endnu ikke var indkaldt. Vi aktiveres moderne forretning med hinanden: hans danske kødkonserves mod min franske cognac; Min franske sæbe mod de strømper, som han fik over Prag. Jeg kunne stadig give ham dele mine bombet og fik Erlaub-nis, foder her. For nylig har han rapporteret fra Wien, hvor han sad på en censur Wehrmacht. Hvor er han nu? - Anyway Penthouses er ringe efterspørgsel. Desuden regner igennem, fordi mursten er zertöppert delvist eller blæst væk. Jeg kan ikke hvile op her, trav konstant gennem de tre værelser. Systematisk Jeg har søgt alle skabe og skuffer for genanvendeligt, der er noget at spise, drikkelige, brændbare materialer. Desværre er næsten intet fundet. Da kvinden Weiers der var rengøring her godt forberedt. Nu er alt tilhører alle. Den er kun løst forbundet med de ting, der ikke længere en klar sondring mellem privat og udenlandsk ejerskab. Klemt i en skuffe afkrog, fandt jeg et brev til beboeren. Jeg var flov over, at jeg læste det, og læse den endnu. En kælen kærlighedserklæring, fik det skyllet væk i badeværelset. (Vi har endnu det mest vand.) Heart, smerte, kærlighed, instinkter. Hvilke fjerne, fremmede ord. Tilsyneladende sætter en raffineret, kræsen kærlighedsliv foran regel-konsistent, passende måltider. Min center er, som jeg skriver dette, maven. Alle tanker, følelser, ønsker og håb begynder at spise. (...) Her til morgen hos bageren snakken var: "Når de kommer, de får mest spiselige fra husene. Den giver os ikke noget. De var enige om, at tyskerne kun én gang for at sulte otte uger. I Schlesien de allerede løber ind i skoven og grave efter rødder. Børnene dør. De ældre spiser græs som dyr. "Så vidt vox populi. Vi ved intet. Ingen Völkischer observatør er mere på trappen. Ingen kvinde Weiers kommer og læser til mig på morgenmad fedt vanhelligelse bar før. "Septuagenarian gammel kvinde besmittet. Nun voldtaget fireogtyve gange. "(Hvem tælles med her?) Det er de overskrifter. Lad dem om mændene i Berlin pique-,